Pædagogik

Institutions grundlæggende værdier og de overordnede pædagogiske målsætninger

Anerkendende pædagogik

Institutions grundlæggende børnesyn er baseret på, at vi voksne er ligeværdige med børnene. Vi tror at børn som udgangspunkt, er født som selvstændige individer, der hver især har sociale og følelsesmæssige kompetencer, der gør dem i stand til at indgå i samspil med andre mennesker. Samtidig er børn meget forskellige, og derfor har vi grundlæggede den holdning, at for at vi kan behandle alle børn ens, skal de behandles ud fra deres forskellige behov. På den måde tror vi, at de kan udvikle sig til at blive selvstændige mennesker med højt selvværd og mod på livet.

Samtidig med at vi taler om børnesyn og institutions grundlæggende værdier, så ligger det meget tæt op af de overordnede pædagogiske målsætninger vi sætter. Dette fordi, det menneskesyn som vi i hverdagen arbejder bevidst og målrettet med i institutionen, for os danner det grundlæggende værdi sæt, som vi vil møde andre mennesker med.

Anerkendelse af barnets følelser og selvværd, er for os det primære mål, og derfor nogle af de grundlæggende værdier i vores pædagogiske målsætning. Vi ser ikke arbejdet med de anerkendende relationer som en metode, men nærmere som vores menneskesyn, idet det handler om hvordan vi møder andre mennesker.

Det er vores mål at skabe så gode rammer som muligt for børnenes udvikling og trivsel.

Anerkendende relationer

I mange år har institutionen arbejdet med anerkendende relationer, og vi har i samarbejde med den pædagogiske konsulent og andre daginstitutioner i distriktet, haft fælles personaledage, hvor vi har arbejdet med temaet, og haft foredragsholdere og teoretikere ude og holde oplæg.

Når vi skal beskrive hvordan vi i praksis arbejder med anerkendende relationer, ligger det os på sinde også at nævne vores store inspirationskilde, den norske forsker og pædagog Berit Bae. Hun interesserer sig for og forsker i hvordan erfaringer fra samspillet i relationen til den voksne påvirker børns selvoplevelse og selvudvikling. Hun analyserer klart, hvordan man kan handle, så man indgår i en ligeværdig relation og kan støtte barnets udvikling. Hun taler om trange og rummelige mønstre, men er på intet tidspunkt moraliserende eller dømmende. Hun lægger vægt på at man som professionel skal reflektere over egen praksis og være nysgerrig på mellemmenneskelige kommunikations- og samspilsprocesser.

Hun mener at:

Mennesker er gensidigt afhængige af hinanden.
En anerkendende relation er baseret på ligeværd.
En relation ikke kan blive ligeværdig og præget af udvikling, hvis den ene part ser sig som mere eller mindre værd end den anden.

Hun ser den anerkendende relation som:

Et ideal, der er værd at stræbe efter.
Et samspil hvor barnets har ret til at have sin egen indre oplevelsesverden af følelser, tanker og meninger.
En grundlæggende holdning af ligeværd og respekt, som ikke er en metode men et menneskesyn, en proces, som over tid integreres i personligheden.

Ved at møde forståelse og bekræftelse får barnet chancen for at drage positive erfaringer om sit eget værd. Samtidig bliver det mere modtageligt for det aktivitets- og kundskabsområde, der er tale om i forhold til pædagogen.

Når pædagogen praktiserer anerkendende holdninger, vil barnet knytte gode oplevelser til læringsprocessen og blive modtagelig for ny kundskab. Derimod vil ikke-anerkendende relationer skabe forudsætninger for tilbagetrækning samt modstand og barnet vil få negative oplevelser af sig selv i læringssituationer.

I forhold til de umiddelbare mål med læreplansarbejdet, og den pædagogiske målsætning, er vores anerkendende kommunikation altså omdrejningspunktet for hvordan vores børn lærer.

Følelsesmæssige relationer

De anerkendende relationer handler primært for os om, som i ordets betydning, at vi anerkender de følelser vi oplever hos barnet. Vi forsøger at sætte ord på de følelser barnet udviser, og vi hjælper barnet med dels at blive bevidst om følelsen, dels hjælper vi det på vej med at få kendskab til, og at bruge sproget. Ved netop at anerkende de følelser barnet har, også følelser som vrede, angst, sorg, så viser vi barnet at de følelser de har, er helt rigtige, og at det er i orden at give udtryk for dem. Vi har i vores kultur en udbredt holdning til, at børn ikke må være kede af det, og helst ikke må græde. Dette fordi vi kun vil vores børn det bedste. Vi mener dog at det er en misforstået godhed, idet vi underkender barnet og dets selvværd ved at gemme de såkaldte negative følelser bort, og pådutte barnet en anden og mere positiv følelse.

I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at ved at anerkende et barns følelse ved f.eks. vrede, er det ikke er ensbetydende med at barnet får eftergivet en given situation, eller dets følelser "får lov" at sætte stemningen i den store sammenhæng. Det er nemlig her den voksne skal kunne rumme barnets følelse, og samtidig skille følelsen fra sig selv, og igennem sprog kommunikere, at man sagtens kan forstå at det er svært og rigtig ærgerligt, men at man er hos barnet og passer på det. Begge parter kommer igennem konflikten, uden at nogle bliver underkendte på deres selvværd. På den måde bliver den voksne autentisk, og tydelig overfor barnet. Barnet er ikke i tvivl om hvor det har den voksne, og kan bedre spejle sig i dels den voksne, dels i forhold til egne følelser og grænser.

Barnets livshistorie

Vi har i mange år oplevet et større behov fra forældrenes side, om at få vejledning og støtte i forhold til opdragelse fra pædagogerne. Vi har derfor den holdning, at det er bedre at investere i forældrenes tid, for bedre at skabe tillid og kendskab til barnet og dets familie. Institutionen har igennem årene oparbejdet en metode til at arbejde med forældresamtaler.

Når et barn starter i vores institution, er der tradition for at holde den første samtale inden tre måneder. På denne første samtale, tegner vi på flipover barnets livshistorie, allerede fra før barnet bliver født.