Velkommen

 

 

Institutionens historie

Daginstitutionen Solbakken er en selvejende kollegie-institution, der er tilknyttet paraply organisationen Børneringen.

 

Institutionen blev oprettet i 1959 af forældre fra kollegiet og alle børn kom på det tidspunkt fra kollegiet, men siden 1976 har kollegiebørnene kun haft fortrinsret til halvdelen af pladserne.

I marts 2015 blev institutionen certificeret som idrætsinstitution. Samtidig er vi praktikinstitution

for både studerende fra pædagoguddannelsen og pædagogisk assistent uddannelsen.

 

Institutionen har en dejlig stor naturlegeplads med mulighed for at udfordre børnenes motorik, og i forbindelse med kollegiet en stor grøn park.

 

Til nabo har vi Vestre Kirkegård, hvor der er mange grønne oaser og små finurlige steder, som opfordrer til fysiske og sjove lege. Samtidig er der kort til Carlsbergs hestestald, Søndermarken og Zoologisk have, som også er yndede steder at besøge i nærområdet. Vil vi længere væk, ligger institutionen tæt på Carlsberg st., hvor der er gode tog- og busforbindelser til at komme rundt i hele byen, ydermere har vi Christianiacykler.

 

Vuggestueafdelingen

Vuggestuen er beliggende højt oppe under skyerne på 11. sal. Vi har 28 børn fordelt på to stuer. De to stuer, Jættestuen og Troldestuen, har som udgangspunkt 14 børn på hver stue. Ud fra hver af stuerne er der en stor terrasse med god mulighed for leg og bevægelse. Samtidig står der krybber og barnevogne, som de mindste børn sover i. Vi har en dejlig udsigt over byen, og der er ikke grænser for hvad vi kan få øje på af ny ting, når årstiderne og vejret skifter. De store vinduer i vuggestuen gør derfor, at vi altid har masser af  lys på stuerne. 

 På 11.sal har vi en dejlig stor sal, hvor der primært om vinteren foregår aktiviteter som rytmik og anden kropslig og fysisk udfoldelse. Hver dag bliver den i middagsstunden brugt som sovesal for de største vuggestuebørn.

 

 

Børnehaveafdelingen

Børnehaven ligger i stueetagen og går lige ud til institutionens store dejlige naturlegeplads, hvor børnene har god mulighed for at lege og blive udfordret motorisk. Vi har ca.40 børn fordelt på to stuer, Midgård og Udgård. Stuerne er indrettet, så der er mulighed for at børnene kan udfolde sig motorisk, men der er også plads til være kreativ og fordybe sig i stille leg. Samtidig gør vi også brug af kollegiets beboerhus og øvrige faciliteter til indendørs leg og bevægelse.