Forventninger til forældre
Når I starter i børnehaven, udfylder I en oplysningsseddel. Dette gælder ikke for forældre, der har haft børn i Solbakkens vuggestue. Hvis der er sket ændringer i de oplysninger vi har fået fra start, vil vi gerne vide det hurtigst muligt, så vi altid kan få fat i jer.
I skal sørge for, at barnet har overtøj og fodtøj med som passer til årstiden og alt slags vejr. Spørg evt. på stuen, hvad der er passende overtøj.
På barnets plads i garderoben skal der ligge minimum to hele sæt tøj, som passer barnet. Med indetøj menes der bukser, bluser, undertøj og strømper. Det er vigtigt, at tøjet passer til årstiden. Det tøj I vælger at give jeres børn på og med, må kunne tåle at blive beskidt.
Vi bestræber os på at passe på børnenes tøj, men det hænder desværre, at tøj nogle gange kan blive væk. Det beklager vi.
Barnet skal også have indesko, og gerne sko som barnet selv kan tage af og på. Det er en god ide at lade indeskoene blive i børnehaven.
Barnets tøj skal være til at bevæge sig i. Bukser som er løse om maven, tøj som er nemt for barnet at lære at tage af og på. Bluser skal være så barnet selv kan trække ærmerne op.
Når barnet viser interesse for at gå på toilettet, skal det have todelt undertøj på.
Navn i tøj og sko gør det lettere for jer at finde det igen, og for personalet at lægge det i barnets garderobe.
Halstørklæder og snore i tøj er farlige i børnehaven. Snore skal pilles ud af tøjet, og I kan vælge en halsedisse eller elefanthue i stede for halstørklæde.
Plastikposer må ikke være i garderoberne. Vi anbefaler derfor en stofpose eller en rygsæk til regntøj mv. Vi forventer at stofposen/rygsækken er pakket ud og tøjet er klar til brug.
Børnene er velkomne til at have hårspænder og hårpynt i håret, men personalet har ikke ansvar for, hvis det bliver væk.
Når det er sommer og solen skinner, skal barnet være indsmurt i solcreme hjemmefra og have solhat med. Personalet giver barnet solcreme på, hvis vi går ud om eftermiddagen.
Vi forventer, at jeres børn er friske og raske, når I afleverer dem i børnehaven. Husk altid at vaske hænder med børnene inden I afleverer dem.
Holder jeres barn en fridag eller er syg, vil vi gerne vide det så tidligt som muligt, gerne før kl.8.30. Når jeres barn er syg over en længere periode, vil vi bede jer om at ringe igen, når jeres barn er rask. Dette må også gerne foregå inden kl.8.30, så personalet på stuen er klar til at modtage jeres barn igen, da det kan være lidt svært at vende tilbage efter flere dages fravær. Samtidig vil det være praktisk af hensyn til vores planlægning af voksenressourcer. På forhånd tak
For at jeres børn kan få mest ud af formiddagen, SKAL jeres barn være afleveret inden kl.9.00. Dette betyder, at I som forældre skal have sagt farvel og være ude af døren på dette tidspunkt, da der skal være frit ved garderoberne, så vi kan komme i gang med dagen.
Når I afleverer og henter jeres barn, må I gerne gøre det kort. Dette skal forstås på følgende måde: Når barnet kommer om morgenen, ved barnet godt at forældrene skal gå, dette lærer barnet lynhurtigt. De fleste børn har svært ved at gå i gang med en aktivitet, fordi de ved at deres far eller mor skal gå. Når forældrene er gået, kan barnet fordybe sig. Husk altid at sige tydeligt farvel til dit barn inden du går! Børn kan godt blive kede af det, når forældrene går, men der er altid personale til at trøste. Af hensyn til personalets rygge bærer vi ikke almindeligvis på børnene. Afleveringen kan da være siddende eller ved siden af den voksne, hvis dette er nødvendigt. Hvis dit barn ikke græder og er klar til at sige farvel uden en voksen er dette helt okay, da personalet derfor kan tage sig af de børn, der har mest brug for det.
Husk at skrive i bogen inden du afleverer dit barn.
Om eftermiddagen, når I henter jeres barn, da skal denne afhentning ligeledes være kort. Barnet har på daværende tidspunkt haft nogle dejlige timer i børnehaven, men har u brug for at være med sin familie uden resten af børnehaven. I det tidsrum, hvor både forældre og personale er samtidig i børnehaven kan det være svært for barnet at vide, hvilke regler der gælder. Er det dem fra hjemmet eller er det dem fra børnehaven? Her er det stadig børnehavens regler, der gælder. Bliver I i tvivl, spørg da personalet. Vil barnet ikke med hjem, er det ofte udtryk for det modsatte, at barnet er fyldt op af dagen i børnehaven og nu gerne vil ”have fri fra arbejde”. Samtidig gør vi opmærksom på, at det er vigtigt for de børn, som ikke er hentet endnu at have mulighed for ro og fordybelse med det personale, der er til rådighed.
Barnet må IKKE medbringe eget legetøj i institutionen, heller ikke i garderoben eller skuffen.
Vi åbner kl.7.15 med morgenmad på Udgårdsstuen.
Kl.7.15 – åbningstid
Kl.7.15-8.15 – morgenmad
Kl.11.00 – frokost
Kl.12.00 – middagslur (for dem der har behovet)
Kl.14.30 – eftermiddagsmad
Kl.16.00 – børnene samles på en stue
Kl.17.00 – børnehaven lukker, dog kl.16.00 om fredagen
Er der noget i dagligdagen, som I bekymrer jer om eller undrer jer over, så kom endelig og fortæl det til personalet på dit barns stue, da det er os, som er sammen med jeres barn til daglig.